Fredericia Lystbådehavn får blå flag

Friluftsrådet har den 28. maj 2015 tildelt Blå Flag til Fredericia Lystbådehavn

Blå Flag er en international miljømærkningsordning og samtidig et kvalitetsstempel, som tildeles til de strande og havne, som gør en ekstra indsats for miljøet og sikkerheden.

I Fredericia Lystbådehavn er man ikke overraskede over tildelingen af Blå Flag. ”Vi synes selv, at vi har gjort en stor indsats for at forbedre vores faciliteter i løbet af de seneste par år, og samtidig er vi omgivet af nogle af de bedste strande og skøn natur, så for os er det blot et kvalitetsstempel til Fredericia Lystbådehavn. Vi gør hver dag vores bedste for at skabe optimale rammer for sejlerne og havnens gæster”, siger Bent de Jong, havnefoged i Fredericia Lystbådehavn.

Blå flag forpligter
Med topmoderne faciliteter og central beliggenheder Fredericia Lystbådehavn attraktiv for både fastliggere og gæstesejlere. Havnen har gennemgået en totalrenovering og tilbyder et moderne havnehus med gode toiletfaciliteter, livredningsudstyr og affaldsfaciliteter.

For Fredericia Kommune er Blå Flag et vigtigt signal for vores borgere og turister til, at man trygt kan bruge de gode badestrande i og omkring Fredericia og at sejlerne ved, at forholdene ved lystbådehavnen lever op til de bedste standarder hvad angår miljø og sikkerhed”, siger formanden for Miljø og Energi i Fredericia Kommune og byrådsmedlem, Christian Bro.

Officiel flaghejsning
Blå Flag markeres med officiel flaghejsning på Fredericia Lystbådehavn, fredag den 12. juni 2015, kl. 13:00, med deltagelse af formanden for Miljø og Energi i Fredericia Kommune Christian Bro, Næstformand for Friluftsrådet region trekanten Flemming Thomsen, havnefoged for Fredericia Lystbådehavn, Bent De Jong, og havnechef i ADP A/S, Jimmi Jørgensen..