Blå Flag til Fredericia Lystbådehavn

Friluftsrådet har igen i år tildelt Blå Flag til Fredericia Lystbådehavn. Moderne faciliteter og højt serviceniveau skal sikre flere gæster til lystbådehavnen.

Når ADP den 1. juni hejser det Blå Flag på Fredericia Lystbådehavn, er det andet år i træk, at lystbådehavnen modtager Blå Flag. Hos lystbådehavnens ejer, ADP, er man stolte af at være blandt de ca. 40 lystbådehavne i Danmark, der kan skyde endnu en sommersæson i gang med hejsning af flaget.

Gode faciliteter og forbedret service
Med det Blå Flag som kvalitetsstempel for sikkerheden og faciliteter i høj klasse, kan både fastliggere og gæstesejlere på Fredericia Lystbådehavn være sikre på, at havnen lever op til de bedste standarder.
”I ADP er vi glade for, at vi kan tilbyde topmoderne og flotte faciliteter”, siger driftschef i ADP, Morten Højrup og fortsætter, ”Vi har investeret mange penge i nye faciliteter, og i foråret 2016 har vi implementeret en række forbedringer eksempelvis i form af et nyt booking system til op- og isætning af både og en ombygning af Tallykey maskinen, slutter han.

God service til lystbådehavnens brugere
I løbet af foråret har kontoret på lystbådehavnen fået nye åbningstider, hvilket brugerne har taget godt imod. Én af lystbådehavnens fastliggere, Anders Andersen, værdsætter det høje service-niveau på havnekontoret. ”Det meget hjælpsomme personale på kontoret sørger altid for lynhurtig assistance og god stemning, hvilket er vigtigt for mig som bruger af lystbådehavnen. Har man brug for hjælp uden for åbningstiden, kan man til enhver tid ringe til ADP, der hurtigt tager hånd om henvendelsen”, siger han. 

Anders Andersen beskriver særligt en bestemt situation, hvor han fik brug for assistance fra ADP. ”Jeg havde reserveret en bådplads, som ved ankomst til havnen var optaget af en anden båd. Jeg tog kontakt til Mette (Mette Gregersen red.) på ADPs havnekontor, som straks tog sig af sagen. Til at starte med fik jeg en midlertidig plads ved siden af den, jeg havde reserveret, og efter et par dage havde Mette sørget for, at jeg fik min ønskede plads”, slutter Anders Andersen.

Driftschef Morten Højrup er meget glad for, at brugerne har taget de nye åbningstider til sig. ”Vi mærker lige nu en stigende efterspørgsel fra nye fastliggere, og det ser vi som et tegn på, at Fredericia Lystbådehavn er en attraktiv lystbådehavn”, slutter Morten Højrup.